Landmand lever livet alene, men har et aktivt liv med rejser og fællesskab
75-årige Kristian Kjærsgaard har boet alene hele sit liv, men det har aldrig holdt ham tilbage fra at udforske verden. I dag tager han mest af sted på endagsture, ofte arrangeret af Herning Folkeblads læserklub
Første gang 75-årige Kristian Kjærsgaard rejste udenlands, var det ikke for at holde ferie, men for at arbejde. Som selvstændig landmand har han Det Grønne Bevis, og under uddannelsen tilbragte han et halvt år i Canada, hvor han arbejdede på en farm med planteavl.
Få år efter, i 1971, købte han sin egen gård i Ejstrupholm. Her havde han høns og ægproduktion frem til 2013 og indtil for få år siden også planteavl - majs og kartofler. Han har aldrig haft en kone, og han bor stadig alene på gården.
Så skulle man måske tro, at Kristian Kjærsgaard havde været bundet til arbejdet på gården uden mulighed for at tage på ferie, men det er tilsyneladende en myte, at landmænd aldrig holder fri.
- Mange af de landmænd, jeg kender heromkring, har været ude at rejse. De sørger bare for at få en husbondafløser imens, siger Kristian Kjærsgaard.
Selv har han rejst en del, selv om han nedtoner det med vanlig jysk mådehold:
- Ah, meget og meget. Jeg har da været nogle steder, siger han.
Efter arbejdsopholdet i Canada vendte han senere tilbage på en ferie til Britisk Columbia - dog uden at besøge sin tidligere arbejdsplads, da rejsen fulgte et fastlagt program.
- Jeg har også været i Paraguay i Sydamerika. Det var for at opleve noget helt anderledes, for Sydamerika er jo meget forskelligt fra Danmark. Levestandarden er lavere, og der er stor forskel på rige og fattige, siger han.
Sidste år gik turen med Herning Folkeblads læserklub til Thailand i 14 dage.
Kristian Kjærsgaard har også været på charterferier til Tenerife, Margarita og Cypern, ligesom han har været på flere ski- og sommerferier i Norge.
I de senere år, efter at han gik på pension, har det dog mest været endagsture - ofte arrangeret af Herning Folkeblads læserklub.
Godt for helbredet
Endagsturene med læserklubben har blandt andet bragt Kristian Kjærsgaard til atombunkeren Regan Vest ved Skørping i Nordjylland. Bunkeren blev bygget i 1960'erne som beskyttelsesrum for regeringen og kongehuset i tilfælde af en tredje verdenskrig. Han nævner også en todagestur til Cirkusrevyen i København og en endags helsetur, hvor deltagerne blev introduceret til fordelene ved aroniabær. Kristian Kjærsgaard kalder det med et glimt i øjet for »salgsgas«, men det vidste han egentlig godt på forhånd, og han har både før og efter turen spist aroniabær.
- Det skulle være noget af det sundeste, man kan spise, siger han.
Selvom han ikke konkret kan mærke effekten, tror han på, at bærret styrker immunforsvaret.
- Jeg bestræber mig i det hele taget på at leve sundt, siger han.
Han har diabetes type 2 og ved, at han skal passe på sit helbred.
Ikke meget ved at sidde alene
En af fordelene ved at rejse med læserklubben er, at turene er planlagt fra start til slut, mener Kristian Kjærsgaard. Det gør det også lettere at tage af sted alene, selv hvis der ikke er andre singler med.
- Generelt oplever jeg, at de fleste deltagere gerne vil være sociale. Når man tager på en bustur, er det vel ikke for at isolere sig, siger han.
- Og på læserklubbens endagsture kan man ikke ret nemt blive ensom.
Omkring halvdelen af Kristian Kjærsgaards udenlandsrejser har været i selskab med en kammerat, men på charterferier har han af og til rejst alene.
- Det er altid lidt spændende at se, hvordan det går. Der er jo ikke meget ved at sidde alene på et strandhotel i en uge, siger han.
Gruppen afgør det sociale
Flere gange har Kristian Kjærsgaard også oplevet at møde bekendte, når han har været ude at rejse.
- Man siger jo, at man skal tage til udlandet for at møde sin nabo, for hjemme snakker man jo ikke med ham, siger han drilsk.
Når han rejser alene, spiller rejsegruppens dynamik en stor rolle for, hvor nemt det er at falde i snak med andre.
- På Margarita boede vi på et lille hotel, hvor ingen kendte hinanden. Så betyder det meget, at man har noget socialt sammen om aftenen, og jeg har indtryk af, at mange gerne vil være sociale om aftenen - også par, siger han.
Fordele og ulemper
Rejsen til Margarita stod i kontrast til turen til Thailand, hvor deltagerne boede på et stort og luksuriøst hotel.
- Hotellet var flot og stilfuldt, og der manglede ingenting - bortset fra det sociale. Folk blandede sig ikke rigtigt, siger Kristian Kjærsgaard.
Inden han meldte sig til, havde han kontaktet læserklubben for at høre, om der var andre singler med på rejsen. Det var der, men desværre blev den eneste anden single syg undervejs og måtte forlade gruppen i Bulgarien. Kristian Kjærsgaard endte derfor som den eneste single i en rejsegruppe på 12 personer inklusive guiden.
- Når gruppen er lille, og de fleste er par, kan det være svært at være alene. Der er ofte flere singler med i en stor gruppe, og jeg vil ikke tage på tur med en lille gruppe igen, medmindre jeg kender nogen i forvejen, siger han.
Små grupper har dog den fordel, at man kan nøjes med en lille bus.
- På vores tur til Thailand kunne guiden nemt bestemme, hvornår vi holdt ind, og det gav os nogle rigtig gode dage, hvor vi kørte rundt og oplevede en masse, fortæller han.
Flittig vandrer
Udover charterferier, læserklubrejser og endagsture dyrker Kristian Kjærsgaard også andre former for rejser. Som medlem af Dansk Vandrelaug, DVL, har han netop været på en tur til vinområderne ved Rhinen i Tyskland, hvor temaet var »Vin og vandring«.
- DVL har også tirsdagsture for efterlønnere og pensionister. Det er en vældig succes, siger han.
Tirsdagsvandringerne foregår forskellige steder inden for en radius af 30-40 kilometer fra Herning. Turene varer nogle timer, og deltagerne medbringer selv madpakke til pausen.
- Der er også et rigtig godt socialt sammenhold, siger Kristian Kjærsgaard.
Han er desuden medlem af Danmarks Jægerforbund, hvor han har været aktiv i over 50 år, og så er han med i en singleklub i Frivilligcenter Herning.
Singleklub - kvinder
I singleklubben er kvinderne i overtal - ligesom på endagsturene, fortæller Kristian Kjærsgaard.
- Kvinder er bare bedre til at komme af sted end mænd, siger han.
Nogle gange har han været eneste mand til arrangementerne, og det kan give udfordringer.
- Det er jo ikke særlig sjovt at holde en fest med dans, hvis der ikke er nogle mænd med. Jeg kender en, der arrangerer singlerejser, og kvinderne melder sig altid først. Derfor lukker hun for kvindelige deltagere, når halvdelen af pladserne er besat, for at se om det ikke kan lykkes at få nogle mænd med. Det er ikke ideelt at sidde 10 mænd og 50 kvinder - selvom nogle måske synes, det lyder godt. Jeg synes ikke, det er nemt at holde festen i gang under de forhold, siger han.
Singleklubben har arrangementer et par gange om måneden, og det er med til at holde Kristian Kjærsgaard aktiv - selv om han er stoppet som landmand.
- Det er egentlig meget behageligt. Jeg kan sagtens få tiden til at gå. Ja, det er da gået indtil nu, siger han og ler.